Din guide til oplevelser i Horsens

En tur til Horsens er en garanti for uforglemmelige oplevelser.

Med populære attraktioner som Den Genfundne Bro i nærheden af Brædstrup, Fængslet, Danmarks Industrimuseum, Horsens Kunstmuseum og øen Endelave – for bare at nævne nogle få – samt gode muligheder for shopping, talrige aktiviteter for børn og enestående udflugter i naturen er det sværeste faktisk at vælge.

Er du mest til frisk luft, cykelferie, idylliske vandreture eller blødt sand og saltvand?

Måske går du benhårdt efter en romantisk weekend, pulserende byliv, aktiv familieferie, kano- og kajaksejlads på det smukkeste stykke af Gudenåen eller superligafodbold med AC Horsens?

Du kan også se vores guide til overnatning i Horsens.

I Horsens er den gode oplevelse i centrum

Spis dig mæt i dansk mad og gourmetoplevelser fra hele verden på byens mange restauranter og spisesteder.

Områderne i og omkring Horsens byder på hver deres stribe af fristelser, events og begivenheder. AC Horsens fylder stadion og hjemmebanen CASA Arena, når klubben tager imod toppen af dansk fodbold på grønsværen. Du kan også opleve en række store arrangementer som Horsens Middelalderfestival i august og Krimimessen med danske og udenlandske krimiforfattere i marts. Paul McCartney, U2, R.E.M og Metallica er blandt de store navne, der har givet koncert i byen.

Elsker du shopping, kan du boltre dig i en masse spændende butikker og et stort center, hvor du finder alt samlet ét sted. Og lige uden for Horsens finder du Danmarks hyggeligste øer, fx Endelave og Alrø.

Du kan også tage cyklen med og sejle over Horsens Fjord med den lille cykelfærge. Hele sommeren sejler person- og cykelfærgen på strækningen mellem Snaptun – Hjarnø – Alrø. Smuk natur og fine cykelstier – og for øhoppere er der rig mulighed for nye oplevelser i “Det østjyske Øhav”.

18 skønne cykelruter

Vil du have inspiration til din næste cykeltur eller cykelferie? Med cykelbogen får du flere end 18 skønne cykelruter i Østjylland med nye oplevelser og spændende kulturfortællinger. Der er ruter fra 7,5 km til 190 km, som forbinder området omkring Horsens og Odder med Aarhus, Odder, Juelsminde, Skanderborg og Silkeborg.

52 sider og et stort kort – lige til at folde ud. Både bog og kort er i vejrbestandig plastiklomme. Køb den hos en af vores forhandlere, eller få den sendt direkte hjem til dig.

Midt i Danmark – tæt på alt

Kom hurtigt til og fra Horsens med motorvej E45 lige rundt om hjørnet samt gode bus- og togforbindelser, Billund Lufthavn og Aarhus ikke langt herfra.

Se også: Praktisk information

Vi tør godt sige, at vi har landets bedste beliggenhed – lige midt i det hele.

Uanset hvor du vender blikket hen i Horsens, vil du opdage nye sjove og mangfoldige oplevelser for enhver smag. Find inspiration til turen her på sitet.

Også hvis du besøger os som virksomhed.

Start planlægningen nu

Planlæg din tur til Horsens i detaljer – fra stederne, du gerne vil besøge, til overnatning, restauranter og spisesteder, offentlig transport eller gode parkeringspladser. Alt er kun ét klik væk.

Få det hele med

Horsens forener skøn natur med et rigt kulturliv og oplevelser for folk i alle aldre. Nogle af landets mest besøgte udflugtsmål ligger kun en kort køretur herfra.