Salten Langsø

Gem til din tur

Salten Langsø er en særdeles langstrakt sø i det midtjyske Søhøjland, der løber mellem Salten Å i vest, og Gudenåen i øst. Søen løber i en tunneldal med høje bakker omkring. Dalstrøget fortsætter mod øst til Mossø, og de to søer udgør efter danske standarder et storslået og unikt landskab. 

Salten Langsø er et af de bedste eksempler på et dansk istidslandskab med søen beliggende i dalbunden, stejle sider i søbassinet og stejle morænebakker rundt om. Området ved søen er præget af en lang række småsøer med lavt kalkniveau, der ofte har glimrende badevandskvalitet.

Nordsiden af søen er præget af skov og stejle skrænter ned mod søen. I syd er et varieret landskab med både skov, hede, søer og mose. Umiddelbart sydøst for søen ligger området Ryhule, der er præget af lyng, skov og enge. Her ligger også resterne af den gamle flyveplads Rye Flyveplads, der var flyvestation for Luftwaffe under besættelsen, og som senere også fungerede som flygtningelejr for flere end 14.000 tyske flygtninge. Spredt rundt i det smukke landskab er det stadig muligt at se levn fra krigens tid.

Salten Langsø har et rigt dyreliv, og særligt fuglelivet har optimale vilkår med kombinationen af skov og sø. Du kan observere mange rovfugle – en fin bestand af både fiskeørn og havørn. Desuden er området ved Salten Langsø og Mossø det sted i Danmark, hvor muligheden er størst for at opleve den smukke blå isfugl. Også odderen har gode forhold og kan spottes både ved Salten Langsø og de fleste af småsøerne på sydsiden.

Der er næsten ingen beboelse ved Salten Langsø, hvor landskabet generelt fremstår uberørt, men nær søen ligger de tre landsbyer Salten, Addit og Gl. Rye på henholdsvis vest-, syd og østsiden af søen.

En cykeltur rundt om søen bør gå gennem disse byer, da det mange steder kan være svært at færdes helt tæt på søen. Cykelturen rundt om søen er på 23 kilometer. For fodgængere er der en del stier på strækningen nær vandet, men dog ingen skiltet rute rundt om.

Salten Langsø er seks kilometer lang, men da søen deler sig i vest i Køge- og Kaje Sø, skal man forvente en tur på over 20 kilometer.

Gem til din tur

Information

Vores adresse :

Ryhule, 8660 Skanderborg

Vis vej