Klokkedal

Gem til din tur

I området Boller og Bjerrelide ligger en række skønne naturområder. Her ligger adskillige skove og bakker i det karakteristiske landskab i den sydøstlige udkant af Horsens. En af perlerne i området er Klokkedal, der ligger klemt ind mellem Boller Nederskov, Boller Overskov og Rold Skov. Klokkedal Skov er en særdeles langstrakt skov, der løber langs med Klokkedal Å. Klokkedal er dannet som en smeltevandsdal i den seneste istid, hvilket har skabt stejle, skovklædte skrænter på begge sider af åen. Skoven er 2,5 kilometer lang, og hele vejen langs med åen i bunden af dalen, går en bred sti gennem noget af det smukkeste landskab omkring Horsens.

Mod nord starter Klokkedal tæt på Horsens Fjord og Boller Slot. På Bollervej er der et skilt til parkering ved Boller Vandmølle. Boller Vandmølle, der blev bygget tilbage i 1873 er ikke længere aktiv, men står stadig særdeles velholdt med rødt bindingsværk. Her er der blevet malet mel i flere hundrede år. Ved møllen er åen opstemmet, så der er dannet en mølledam. Det er muligt at gå ad stier rundt om mølledammen, hvor der også er opsat borde/bænkesæt. Ved vandmøllen er der desuden etableret en fisketrappe, som gør det muligt for ørreder at komme længere op i bækken for at gyde.

I den sydlige ende af Klokkedal er det muligt at parkere i bunden af dalen på Klokkedalsvej. Klokkedalsvej, der løber mellem Uth- og Tyrsted Kirker er asfalteret, men har særdeles markante stigningsprocenter på begge sider af dalen. Her for enden af stien bliver Klokkedal træløs, og på de græsklædte skrænter kan der ses græssende kvæg. I det kuperede landskab på Klokkedalsvej ligger der desuden flere idylliske bindingsværkshuse i det ujævne terræn.

På en tur gennem Boller og Bjerrelide kan Klokkedal tilgås via Planetstien og Boller Skov i nord, mens man også kommer tæt på udsigtspunktet Purhøj i syd. Mod nordvest er der en sti, der fører til det nærliggende Boller Overskov.

Gem til din tur

Information

Vores adresse :

Klokkedalsvej, 8700 Horsens

Vis vej