Dysbjerg sandbanke

Gem til din tur

Nær ved landsbyen Bisholt ligger højen Dysbjerg – klods op ad Horsens Fjord. Dysbjerg er en tilgroet sandbanke, der er meget iøjnefaldende i det flade marklandskab omkring Glud. Den frodige høj har været et naturligt samlingspunkt for de lokale beboere i århundreder, hvor der blandt andet er blevet holdt folkemøder, men også mange sagn relaterer sig til stedet.

Dysbjerg blev dannet tilbage i istiden som en markant og tydelig knold i landskabet. Den sand- og grusholdige grund på højen har udgjort en attraktiv naturressource, som folk er kommet fra nær og fjern for at hente. Det har betydet, at højen har ændret udseende med årene, og i løbet af de seneste hundrede år er den blevet stadig mindre og tilgroet.

Dysbjerg har haft en særlig tiltrækningskraft på de lokale, og der er blandt andet skrevet et digt og en sang om det naturskønne sted. Foruden at være samlingssted for de lokale har Dysbjerg fungeret som signalpost for kystmilitsen på grund af den strategisk gode placering med udsigt over hele Horsens Fjord og Horsens by.

For at nå frem til Dysbjerg skal man ned ad en længere markvej mod fjorden fra Bisholt.

Dysbjerg ligger tæt på den karakteristiske halvø Borre Knob, der stikker et godt stykke ud i Horsens Fjord som en smal spids, der næsten når ud til Alrø midt i fjorden.

Gem til din tur

Information

Vores adresse :

Vestergårdsvej, 7130 Juelsminde

Vis vej