Guide til fede oplevelser rundt om fjorden

Blødt sand, sol og saltvand og en stribe af spændende fristelser inde i byen.

Rundt om Horsens Fjord tør vi godt love, at du finder oplevelser, der vil falde i de flestes smag. Horsens Fjord er nemlig sejlerliv, cykelferie, natur, frisk luft og meget, meget mere. Faktisk er det sværeste at vælge. Hele turen rundt er ca. 52 km.

Horsens ligger lige ned til fjorden og i kort cykelafstand fra en skøn lystbådehavn.

I sommerhalvåret kan du endda krydse fjorden med den lille cykelfærge.

Her får du vores bud på oplevelser rundt om Horsens Fjord, som du ikke må gå glip af.

Surfing og kajak

Horsens Fjord er et skønt område til vandsport som kajak og surfing. Især ved øen Alrø er forholdene specielt gode til kite- og windsurfing.

Lej kajakudstyr, og kom på kajakkursus på Qayak.dk.

Der er flere overnatningsmuligheder med shelters og campingpladser lige ved fjorden.

Planetstien

Tag en gåtur gennem solsystemet på Planetstien. Fra Høegh Guldbergs Gade i Horsens til Fiskerhuset nær Boller Slot har Horsens Astronomiske Forening anlagt en 3 km lang sti, der illustrerer solsystemet skaleret i målestoksforholdet 1:1498 millioner. Fra stien er der en fantastisk udsigt ud over Horsens Fjord.

Kystfiskeri

Flere steder i Horsens Fjord kan du fiske efter havørred og regnbueørred og i sommerhalvåret også hornfisk og multer. I Horsens Havn kan du derudover fange blandt andet sild og fladfisk.

Særligt på nordsiden og i den inderste del af fjorden er vandet så lavt, at waders er en nødvendighed. Træd med forsigtighed, da bund- og strømforhold flere steder kan være farlige.

Husk desuden at tage hensyn til de gældende fredningszoner (se kortet).

Er du mellem 18 og 65 år, skal du have et gyldigt statsligt fisketegn, som du kan købe på fisketegn.dk, hos Husodde Strand Camping eller hos Effektlageret, der også har et stort udvalg af fiskegrej.

Museer

Danmarks Industrimuseum
Glud Museum
Horsens Kunstmuseum
Fængselsmuseet | Horsens
Museumskort – besøg 4 museer i Horsens på 2 dage
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Den Gamle By – Danmarks Købstadmuseum
Tremhøj Museum

Gallerier

Kunstnergruppen Slottet
Galleri Brænderigården
Kvist Galleri & Interiør
Galleri Gasværk
Marie Drewes

Kort over seværdigheder ved Horsens Fjord