Her er de berømte for tarteletter

Øen Alrø byder på et hav af vandaktiviteter for lystfiskere og kitesurfere, en uspoleret natur, historier fra stenalderen, hyggelige gårdbutikker og ikke mindst nogle af landets bedste tarteletter.

Den kendte forfatter Morten Korch fik inspiration til sine fortællinger, mens han boede på øen, der ligger i Horsens Fjord.

Landskabet er meget fladt og åbent, så der er en flot udsigt over de dyrkede marker hele vejen til øens kyster. Øen er 7 km lang og 5 km bred og har været beboet siden stenalderen.

Den helt særlige ø-stemning er især det, der gør Alrø speciel.

Sådan kommer du til Alrø

Fra søsiden kan du i sommerhalvåret tage cyklen med og sejle med Cykelfærgen mellem Alrø-Snaptun over Horsens Fjord – med øhop via Hjarnø.

Hele året kan du køre til øen i bil ad en 1 km lang dæmning fra 1929.

Vidste du, at den lille cykelfærge har sejlet over Horsens Fjord siden år 2000. Først som en lille fiskekutter kaldet “Gitte Marie” og siden 2014 Hjarnøfærgens reservefærge “Lille Hjarnø”.

Smuk udsigt fra øens højeste punkt

På øens højeste punkt ligger en af Herredets mindste kirker Alrø Kirke 14 meter over havets overflade, hvorfra du kan opleve en smuk udsigt over Horsens Fjord.

Kirken er særpræget, idet den fremstår som en romansk kirke, selvom den er bygget sent i middelalderen omkring år 1400. En gammel tradition bliver stadigt holdt i hævd, da klokkerne ringer i en hel time ved en begravelse.

Berømte tarteletter

En stor del af øen er natur eller under plov, men der er også små gårdbutikker og spisesteder. På Møllegården er der indrettet spisested i den gamle grisestald med grisebåse, trug og foderbaner. Her får du dansk mad med et moderne touch, og der er af og til forskellige events og koncerter.

I den gamle købmandsgård kan du spise og overnatte hos Alrø Traktørsted, som er indrettet, så alt emmer af en særlig (mormor)stemning – på den gode måde. På menukortet er også retter fra det danske køkken, og maden bliver gerne tilberedt med lokale råvarer. En specialitet er nok stedets flæskeæggekage med sprød flæsk, purløg, tomater, sylterier og hjemmebagt rugbrød.

Vi anbefaler også, at du besøger øens fjerneste ende for at smage de berømte tarteletter hos Café Alrø.

Er du også vild med tarteletter❓❓Så er du simpelthen nødt til at unde dig selv en tur til Alrø, hvor du finder de…

Slået op af VisitOdder – Lige fra hjertetMandag den 26. marts 2018

Aktiviteter på øen

På Alrø kan du opleve ægte Morten Korch-idyl med bindingsværkshuse, et rigt fugleliv og skønne naturomgivelser. Her er også gode betingelser for såvel lystfiskere som wind- og kitesurfere. Du skal dog selv have udstyret med.

Er du heldig, kan du mod syd stadig finde gamle stenalderredskaber fra øens tidligere beboere.

Historien om Alrø

Sagnet fortæller, at øen Alrø fik sit navn i vikingetiden, hvor vikingehøvdingen Hjarne holdt til på Hjarnø. Han ægtede pigen Alrune og forærede hende Alrø (Alrunes ø). Deres søn Lave fik øen Endelave.

Den danske forfatter Morten Korch har boet og arbejdet på Alrø i perioder. Han lod sig inspirere af omgivelserne på øen, og gårde som Bakkegården og Møllegården kan genfindes både i hans forfatterskab og på øen.
Alrø har 161 indbyggere og er en del af Odder Kommune.

Ø-hop

Kom helt tæt på ø-livet, og oplev de unikke, autentiske oplevelser, det østjyske øhavs smukke perler har at byde på.

Sejl med den lille hyggelige cykelfærge over Horsens Fjord, hvor du sejler mellem Alrø og Snaptun og tager et ekstra ø-hop til Hjarnø. Her kan du blandt andet kan se skibssætninger fra vikingetiden og en af Danmarks mindste kirker.

Snaptun ligger på den sydlige kyst i Horsens Fjord. Her kan du opleve det charmerende havnemiljø med lystbådehavn, fiskeleje og færgefart til Hjarnø og Endelave.

Ud over Alrø og Snaptun kan du nyde udsigten fra Tunøs kombinerede kirke- og fyrtårn og se de vilde kaniner på Endelave.