Horsens Fjord er et perfekt valg til en god fangst

Horsens-området byder på masser af kyststrækning. Både på nord- og sydsiden af Horsens Fjord er der rig mulighed for at fiske, og samtidig er øen Alrø et ideelt ståsted for lystfiskeren.

Kystlinjen i fjorden skifter retning mange steder, hvilket betyder, at der er mange landområder, som udgør hotspots med særligt gode muligheder for fangst.

Det et tilladt at fiske ved størstedelen af kysten ved Horsens Fjord, men enkelte steder er der mindre fredningsbælter.

Boller Mole

På sydsiden af fjorden kan du tage ud til Boller Mole, der ligger i nærheden af Boller Skov ved Boller Slot. Boller Mole er det tætteste, du som fisker kan komme på inderfjorden i Horsens og et godt fiskested med børsteorm. Vær dog opmærksom på, at det kun er tilladt at fiske på højre side af molen.

Moler er unikke steder at fiske, fordi der er gode muligheder for fangst. De store sten tiltrækker nemlig små fisk, som så tiltrækker de større rovfisk.

Badeanstalten

På nordsiden af fjorden anbefaler vi at tage til Badeanstalten, der ligger helt inde ved byen. Særligt om foråret er der gode odds for bid fra den lille badestrand.

Husodde Strand

Lidt længere ude ligger Husodde Strand. I området øst for Husodde er der optimale forhold til fangst af havørreder.

Alrø

I Horsens Fjord ligger Alrø, der er forbundet med en dæmning til fastlandet. På grund af de mange øer i dette område, er der en smal indsejling til Horsens, hvor der derfor også er en høj koncentration af fisk.

Spidsen af Alrø ved denne indsejling er et populært hotspot. Træd dog forsigtigt, da der lige ud for kysten er en dyb sejlrende. Inde ved dæmningen til fastlandet kan du være heldig at få havørred og hornfisk på krogen om foråret. På denne årstid er der også fine muligheder for at se marsvin, der ofte spottes på vestsiden af Alrø.

I foråret strømmer fiskene til

Generelt er foråret det bedste tidspunkt at fiske i Horsens Fjord.

Hornfiskene kommer i store stimer i maj måned, og det er også på denne tid, at havørrederne svømmer fra ferskvand til saltvand.

Husk fisketegnet

Er du over 18 år eller under 65 år, skal du have et fisketegn for at fiske.

Er du til andre fiskeriformer?