En hyggelig kanotur på Gudenåen er en oplagt måde at opleve det smukke landskab omkring Horsens. Gudenåen er Danmarks længste vandløb på over 150 km.

Gå ikke glip af strækningen forbi Voervadsbro og Klostermølle, der af mange bliver betegnet som det smukkeste stykke af Gudenåen.

Langs med åen er der rig mulighed for at stoppe op og nyde naturen eller tage en overnatning, før du sejler videre. Læg fx til ved Voervadsbro, og forsyn dig med lækre lokale produkter i Voervadsbro Torvehal samt Det lille Røgeri.

Eller lad turen gå til fortryllende Klostermølle, hvor du kan køre helt ned til Gudenåen og isætte kanoer og kajakker.

Her er der mulighed for at strække benene og vandre en tur op på udsigtspunktet Sukkertoppen, hvor du vil blive belønnet med en fantastisk udsigt over Mossø, Gudenåen og dele af det, der kaldes Søhøjlandet.

Ved Klostermølle kan du overnatte i det fri. Stedet har en utrolig spændende historie. Se fx Tørreladen, der tilhørte papirfabrikken på stedet, og læs fortællinger om Møllen og meget mere.

Sejlads er tilladt 16. juni til 28. februar

Det er kun tilladt at sejle på strækningen fra Tørring til Klostermølle/Mossø i perioden fra 16. juni til 28. februar. Du må sejle i privat kano eller kajak med gyldigt adgangstegn, som du kan købe hos Tørring Teltplads.

Afstande på Gudenåen

Vidste du, at en dagsrejse i kano er ca. 15-20 km?

  • Tørring – Åstedbro: 15 km
  • Åstedbro – Brestenbro: 6 km
  • Brestenbro – Vestbirk Vandkraftstation: 7 km
  • Vestbirk Vandkraftstation – Voervadsbro: 7 km
  • Voervadsbro – Klostermølle/Mossø: 6 km
  • Klostermølle – Ry: 10 km

Her må du isætte kano eller kajak ved Klostermølle

Fra Klostermøllevej kan du via en ny grusvej ved indkørslen til Klostermølle køre ned til den del af Gudenåen, som munkene tilbage i 1200-tallet gravede som en kanal.

Kanalen er den del af Gudenåen, som man i dag sejler på, og den kaldes også Den Tvungne Å.

På vendepladsen kan du læsse kanoer og kajakker af og derefter parkere bilen på parkeringspladsen ved den gamle lastbilgarage ved Klostermøllevej blot ca. 100 meter fra aflæsningsstedet.

Du må ikke sejle mod strømmen på Gudenåen mellem Tørring og Klostermølle, men kommer du fra Mossø, er det tilladt på den Tvungne Å at sejle med kano eller kajak imod strømmen den korte strækning fra teltpladsen og hen til isætningsanlægget.

Fra isætningsstedet må du også trække dit fartøj op og afhente det med bil.

Her kan du også leje kano og kajak

Det er ikke kun på Gudenåen, at du kan sejle i kano eller kajak.