Sådan får du store oplevelser til små penge

Hvordan undgår du, at ferien bliver dyrere, end du regner med?

De fleste har nok prøvet at stå i en situation, hvor udgifterne stikker af.

Men du kan sagtens spare penge på ferien uden at skulle gå på kompromis med kvaliteten. Hvis du er forberedt hjemmefra, kan du slippe for de store dyre overraskelser.

I Horsens er der masser af oplevelser til billige priser, og din guide til rabatter, tilbud og store oplevelser til små priser.

Museer

Horsens har mange spændende og forskelligartede museer på højt niveau.

Men måske tænker du, det vil være for dyrt at besøge dem alle, men faktisk har Horsens lavet en løsning på det problem. Byens fire store museer er nemlig gået sammen om et museumskort, der giver adgang til både Fængselsmuseet, Danmarks Industrimuseum, Horsens Museum og Horsens Kunstmuseum til en fordelagtig pris. På den måde får du mange timers underholdning, læring og fordybelse for færre penge.

Naturen

I Horsens er der ikke langt til oplevelser i skøn natur. Men nogle tilfælde skal du dog lægge små beløb.

Øen Endelave byder på et rigt dyre- og planteliv med blandt andet vilde kaniner og en stor sælkoloni. Endelave er et godt udgangspunkt for en hyggelig dag på en idyllisk dansk ø. Medmindre du har tænkt dig at bygge din egen tømmerflåde, må du købe en færgebillet for at besøge øen.

Turen gennem Horsens Fjord og Kattegat er en oplevelse i sig selv, og prisen for en billet er overkommelig. Besøger du øen uden for højsæsonen, kan du tilmed få færgeovergangen til halv pris.

I kano eller kajak på Gudenåen

Der er andre måder at opleve Horsens fra vandsiden. Området har adskillige ferskvandssøer i skønne omgivelser. Her kan du leje en kano eller kajak og opleve både sø og å på en unik måde.

Lej et fartøj til sejlads på Bygholm Sø hos Bygholm Sø Camping, og oplev naturen fra en anden vinkel.

Er du mere interesseret i at sejle på Gudenåen, kan det anbefales at leje en kano hos enten Elite Camp Vestbirk eller hos Gudenåcamping Brædstrup. Begiv dig op ad det det smukkeste stykke af Gudenåen ved Voervadsbro, og læg eventuelt til ved Klostermølle Kanolejrplads.

Vil du i stedet opleve den friske luft på Horsens Fjord, kan du leje en havkajak hos Husodde Strand Camping og begive dig ud på en af landets flotteste fjorde.

Sjov og leg

Når du alligevel er ved Husodde Strand Camping, kan du tage et spil minigolf med familien på den flotte minigolfbane. Det koster kun 50 kroner for voksne, og hvis I vil have en softice eller isvaffel med, kan I få den for kun 15 kroner ekstra.

Er du i humør til at tage kegler og jagte strikes? Hos Hotel Pejsegården kan du gribe bowlingkuglen og dyste om æren med familie eller venner. Her kan I også tage et spil billard, mens børnene dyrker arkadespil eller nyde et velsmagende og budgetvenligt måltid hos Bistro Dillen.

Har du mere lyst til en tur i badeland? Hos Aqua Forum kan du prøve kræfter med udspringsvipper, vandrutsjebaner og flere forskellige bassiner. Du kan også hoppe i spabadet eller få varmen i saunaen. Ved Aqua Forum er der store oplevelser for kun 50/30 kroner.

Horsens Legeland er et paradis for børn. Her kan børnene bruge timer på leg og sjov, mens forældrene nyder en billig forfriskning fra cafeen. Entreprisen på 65 kroner er overkommelig i forhold til den glæde, det skaber hos børnene, når de slår sig løs i de mange forlystelser.

Spisesteder

Når du med museumskortet i hånden tager en tur til Danmarks Industrimuseum, bør du huske at kigge forbi Café Gaslight, hvor du ved at vise kortet kan få en gratis kop te eller kaffe. Hos den historisk inspirerede café er det også let at bestille et solidt måltid til billige penge. Prøv eksempelvis dagens lune ret til 50 kroner.

I hjertet af Horsens ligger byens shoppingcenter, bytorvHorsens, hvor du finder flere spisesteder. Et af dem er Café Bytorv, der har et rigtig fint udvalg af klassiske retter til spiselige priser. Vil du have mest muligt for pengene, anbefaler vi, at du prøver den lækre buffet med mange forskellige smagfulde retter. Til frokost fås den for 79 kroner.

Overnatning

Søger du et unikt overnatningssted til overkommelige priser? Så er SleepIn FÆNGSLET en mulighed. På det gamle Horsens Statsfængsel kan du overnatte på autentisk vis i en af de gamle fængselsceller.

Placeret i den gamle sygeafdeling på Horsens største turistattraktion kan du have en uforglemmelig og uforlignelig base for ferien i Horsens.

Ned til det naturskønne Nørrestrand ligger Danhostel Horsens. Byens vandrehjem har fine faciliteter og ligger godt placeret – tæt på flere af byens store attraktioner. Hos Danhostel Horsens kan du i øvrigt overnatte til byens billigste pris.

I Horsens er der desuden mange campingpladser og bed & breakfasts, der tilbyder billig overnatning.